Ni terapiforløb

Det er det indtil videre blevet til siden 2017, hvor jeg med en stresssygemelding trådte ind i den verden. Nogen terapiforløb har været spild af tid. Det kan have grundet i vores kemi, terapeutens faglighed og/eller min parathed, dog har andre reddet mit liv. Nogen vil måske anfægte:

Jamen hvis du har været til så megen terapi, og du stadig har angst og kun har fået det værre. Hvad har det så hjulpet?”

Det er jo et godt spørgsmål og helt logisk at stille. For mig er der to helt fundamentale ting:

Viden giver udvikling:

For hver gang, at jeg har mødt en ny terapeut, har jeg opnået ny viden om mig selv og skabt grobund for at udvikle mig som menneske. Det er jo netop i mødet med et andet menneske, at man “bliver” til nogen.

Et nysgerrigt sind:

Jeg er handlekraftig af natur, så jeg vil vende hver en sten for at finde en vej i terapien, der matcher mine behov. Jeg VIL have det bedre, end jeg har det nu. Den kamp skylder jeg mine omgivelser, og ikke mindst mig selv, at tage.


Disse mennesker har min dybeste taknemmelighed og respekt


Kropsterapi – Elias Ehlers

2019: Elias hørte jeg i en podcast tale om sit liv med angst og hans arbejde med angstramte gennem sin kropsterapi. Det gav øjeblikkelig samklang med mine oplevelser. Jeg kontaktede ham med det samme og kort tid efter lå jeg på briksen og tårerne flød. Det at få flyttet al sin opmærksomhed fra et totalt overbelastet sind og ned i kroppen var en af de vildeste og forløsende oplevelser, jeg har haft med terapi – Tak Elias.


Metakognitiv Terapi – Shang Jul Rasul Olsen / CEKTOS

2020: Alt gik godt. Depressionen var væk, angsten var fortrukket, og jeg var klar till at møde livet som et helt normalt menneske. Sidste skridt var at udtrappe af min Citalopram, og jeg lovede min hustru, at jeg ville gøre det i forbindelse med et metakognitivt gruppeforløb gennem CEKTOS. Det skulle sikre, at jeg havde de bedste forudsætninger og værktøjer til at kunne klare mig selv – uden medicin. Det var en helt ny måde at tænke terapi. Før havde jeg været vant til at kradse og klø i traumerne, men det forsvandt de jo ikke af. Nu kunne jeg pludseligt lære at være med min historik, mine tanker og bekymringer og min angst, ved bare at lade den være: “Sindet regulerer sig selv”. Tak Shang.


Kognitiv Adfærdsterapi – Maria Houlind / MindMinders

2022: En både personlig og familiemæssig krise i julen 2021 sprængte hul i min virkelighed og alt, hvad jeg troede, jeg var, skulle være og blive til. Puslespillet blev spredt ud over gulvet og brikkerne skulle nu samles på ny bare med et nyt motiv. Maria mødte mig lige i orkanens øje og samlede mig op med sin rummelighed, skarpe iagttagelser og nysgerrige væsen. Med sit professionelle engagement hjalp hun både min kone og jeg op af hullet, så vi igen kunne fortsætte vores liv og begynde at hele og være der for vores to skønne unger. Tak Maria.


Hypnoterapi – Laila Felicia / Positivt Fokus (HypnoseSyd)

2023: Jeg følte, at jeg havde kradset nok i isbjergets top og havde nu modet til at dykke ned i dybden. Laila formåede gennem samtale og hypnose at sammenflette fem års terapi til noget absolut meningsskabende for mig. Med fokus på at leve i det NU jeg er i og lade DET definere mig som menneske og far i stedet for min fortid. Med sin store omsorg, sit kærlige nærvær og kæmpe professionalisme fik hun sendt mig i den rigtige retning mod en udredning og dermed en mere klar fremtid – Tak Laila.


Akupunktur – Sabine Mose / Helza

2019 -> : Min kære kusine har hjulpet mig utallige gange, både indenfor sportens verden, men også med min angst og hun åbner altid døren for en god snak og en hjælpende hånd. Især øre-akupunktur har være gavnligt for min angst – Tak Sabine.