Er jeg rask nu?

Idag er både en stor dag, men også ambivalent.

Jeg skal starte på en ny uddannelse på lørdag og dermed tager jeg en ny vej i livet. De sidste fem år er jeg gået fra raskmeldt og så til og fra fuldtidssygemeldt til deltidssygemeldt og så til sidst her, har jeg været i jobafklaringsforløb på egen arbejdsplads med skånehensyn som høreværn, pauser og nedsat arbejdstid.

Da jeg så sad til sidste samtale i jobcentret og fortalte, at jeg er nød til selv at gøre noget, og at jeg havde besluttet mig for at tage en ny uddannelse og gøre op med de ting, der er blevet mere udfordrende at være i, så var svaret:

“Så skal du melde dig rask”

Jamen jeg er jo ikke rask – jeg har bare nogle ressourcer til at gøre noget ved mit liv, som andre måske ikke har, og en motivation samt et drive til at skabe min egen lykke og dermed hurtigst muligt komme tilbage på arbejdsmarkedet og være “samfundsyder”. Det måtte de vel også være interesserede i? Var det muligt at lave en ordning, hvor jeg var hel eller delvis økonomisk sikret under uddannelse?

“Nej, for kan du tage et års uddannelse, så kan du også arbejde fuldtid.”

Så økonomisk set er det bedre for mig at være i jobafklaringsforløb de næste 4-6 år og tærer på statskassen i stedet for at tage mit liv i egne hænder og skabe jobmæssig forandring, så jeg igen kan bidrage til statskassen?

“Ja”

Det skal siges, at det ikke er den pågældende sagsbehandlers “skyld” eller manglende vilje til at hjælpe mig, men en juridisk og bureaukratisk mur, man støder ind i både som borger og som sagsbehandler.

Så her er min kvittering så: “Raskmeldt” – i hvertfald på papiret.