Der er en grund til, at jeg blev en del af “systemet”. Jeg blev for syg til at kunne varetage et almindeligt arbejde på fuldtid – det er kort sagt. Men hvad er det så, man egentligt bliver mødt med i vores velfærdssamfund??
Intet ondt ord om de mennesker, der har valgt at bruge deres arbejdsliv i det offentlige jobcenter. De har, ligesom mig selv, sikkert haft en vision om, at deres arbejde giver mening for dem, fordi det kan hjælpe andre mennesker, som står i en situation, de ikke selv kan håndtere uden hjælp. Så respekt for den vision, og respekt for, at de har valgt at påtage sig den opgave, så er det på plads.
Men for helvede, hvor er de presset ned i en rigid, bureaukratisk, infleksibel, umenneskelig og juridisk kasse, hvor man ikke har blik for og kan tage hensyn til det enkelte menneskes ønsker, behov og visioner. Der er enormt meget spildtid, og meget lidt “kvalitetstid”… Der er ingen fremtid for mig i jobcentret. Jeg har været sygemeldt i snart to år, hvor det seneste år har været som deltidssygemeldt. Jeg er pt. i jobafklaringsforløb på egen arbejdsplads. Det giver en mulighed for en borger til at komme sig og være på egen arbejdsplads samtidig med, at man kigger på skåneforhold, maximal arbejdstid, relevante arbejdsopgaver osv. Men hvad er min fremtid her? Faktuelt kan jeg være i dette forløb i to år, hvorefter jeg skal reevalueres og dermed kan forlænges to år henimod flexjob.
Jeg er 37 år, og kigger henimod, at skulle være flexjobber i en alder af 42 år.
Det kan jeg ikke. Det resonerer slet ikke i mig. Så jeg har accepteret, at det her kun er én mulighed. Jeg har sat mig for, at der er andre muligheder for mig derude, jeg skal bare finde dem. Jeg kan mærke, at mit liv er for kort til at give op nu, og jeg har et ansvar overfor mig selv og min familie. Så jeg er gået i gang med at lede…og…
Jeg fandt min mulighed.
Jeg vil ikke afsløre den endnu, men jeg kan sige så meget, at det indebærer en forceret raskmelding og dermed en meget brat afslutning i jobcentret. Det indebærer et erhvervsliv med både passion og tryghed, som forhåbentligt er bæredygtigt nok til, at jeg kan arbejde normalt og til jeg engang skal pensioneres, og at det forhåbentligt indebærer fysisk og mental balance, så der igen kommer overskud til min familie og mig selv.
Hvis ikke jeg havde haft en arbejdsplads, der kunne rumme min proces med udredning, så var det ikke endt her. Med her mener jeg, i en position, hvor jeg faktisk har en fremtidsdrøm, jeg gerne vil gå efter, en drøm som på tætteste vis omfatter et “normalt” liv igen.
Skriv et svar