De er hjemme nu. Bilens dæk kan høres i gruset i indkørslen. Motoren slukkes og bildørene går op. Glæde og energi strømmer ind gennem ventilationshullet i væggen. Glæden smitter, og jeg smiler stille inden min hjerterytme stiger voldsomt og pulsens taktslag dunker ud i ørene og hamrer gennem brystet, men jeg bevæger mig ikke. Min dårlige samvittighed bgynder at fortælle mig, at det ikke kan passe, at jeg skal ligge her. Jeg kan høre dem i køkkenet. Mine børn, mine søde, dejlige børn. Jeg kan sagte høre spørgsmålet, der gør så ondt lige nu, ude fra køkkenet:
“Mor, hvor er far henne?
Tænk, at mine børn skal finde mig liggende her i sengen indhyllet af mørke, selvom solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg har ligget her, men det meste af dagen, vil jeg tro. Tankerne begynder på et splitsekund at rulle uhæmmet. Det buldrer og stormer indeni, hænderne ryster, min tinitus hyler, vejrtrækningen er tung, besværet og jeg er udmattet. Kroppen føles som om, den sover, øjnene er lukkede, pulsen er høj, men alarmberedskabet er højere. Små fødder kommer trissende ned af gangen, inden de stopper op uden for soveværelsesdøren. Der er en stille tøven inden håndtaget går ned og to små velkendte ansigter kigger ind i mørket gennem sprækken af lys.
“Hej far…er du syg?”
Skriv et svar