Lad mig være alene…lad mig få ro.

Jeg har de sidste par år oplevet min krop falde sammen, føle mig fysisk “lammet” og blive handlingslammet uden mulighed for at tage beslutninger for mig selv eller mine børn. I disse situationer har min kone truffet beslutninger for mig.

“… Det er aften, ungerne sover. Jeg har ligget i sengen hele dagen, men sidder nu på køkkenbordet med hovedet i mine hænder. Jeg er tom, uden tanke og uden mulighed for at bevæge mig. Min hjerne og min krop har stoppet al kommunikation med hinanden. Min kone er i fuld gang med at arrangere en mulighed for mig om at komme i et sommerhus. Det er hendes fødselsdag, og det her er gaven, jeg giver hende. Jeg er fyldt med skam. Skam over ikke at kunne være den mand, jeg gerne vil være for min kone, den far, jeg gerne vil være overfor mine børn og det menneske, jeg gerne vil være over for mig selv. Minutterne glider afsted, og jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg har siddet på bordet. Hun har fundet et sommerhus i nærheden, hun har pakket en taske og er ved at lave en indkøbsseddel, så jeg har nok til at kunne være i sommerhuset en uge uden at skulle uden for døren. Skammen er ikke til at holde ud, og jeg er ked af det og modløs. Sammen med min kone, laver jeg en mundtlig kontrakt på, at jeg kommer hjem igen, at jeg ikke er til fare for mig selv, og at det her er en chance for at kunne hele og restituere 100% alene og i ro. Jeg bliver hjulpet ud i bilen, børnene sover videre på bagsædet, og vi kører mod sommerhuset, mod ro, omtanke og selvomsorg. Der er kun tre vigtige elementer for mig nu, mens jeg ligger her på sofaen i mørket… at spis, sove, og gøre det, jeg har lyst til. Min kone fylder køleskabet op. Inden hun forlader sommerhuset, fortæller hun mig at hun elsker mig, og at vi nok skal klare det sammen. At jeg er en god far og en fantastisk ægtemand. Hun kysser mig på panden, inden hun sætter sig i bilen og kører væk, sammen med mine sovende børn. Jeg lukker døren, og der bliver stille…i mørket”

Hvor mørkt det end måtte lyde, så er det en måde, hvor vi som familie bedst kan passe på os selv og hinanden, når uvejret raser og jeg står i midten som orkanens øje.