“… hvorfor skulle jeg ikke være god nok?
Jeg ER et godt menneske. Jeg har oplevet verden, jeg har mødt nye kulturer fordomsfrit og med åbne arme. Jeg har favnet, jeg har søgt, jeg har med respekt behandlet alle, jeg har mødt på en nærværende og empatisk måde.
Jeg ER en god pædagog. Jeg har haft et godt og spændende arbejdsliv. Jeg har altid været højt respekteret og anerkendt for min faglighed, min empati, min tålmodighed og min måde at møde verden på. Specielt i mødet med et andet menneske, der har brug for min hjælp og støtte. Jeg har, gennem de sidste 18 år, hjulpet og givet mig fuldt ud i samarbejdet med adskillige børn, unge og voksne i systemet for at hjælpe dem med at finde den rette vej i livet, hvilket har kostet blod, sved og tårer. Det vil jeg fortsætte med så længe, jeg kan holde til det. Det er MIT kald, og jeg er PISSE god til det, også selvom investeringen ofte kan være større end afkastet. At tro på et andet menneske, som ingen andre tror på, at stole på den, ingen anden stoler på, at håbe for den, der ikke har noget håb og at vise tillid til den, der selv har mistet den. Det er det, jeg kan…
Jeg ER en god far. Jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at mine børn har det godt og får lov at danne sig som selvstændige og hele mennesker. Mennesker, der kan rumme og kende egne og andres følelser. Som kender til sorg og savn, kærlighed og empati, nærvær og fravær, vrede og glæde, stolthed og skam og kender sine egne grænser og handler på dem. De skal opleve en far, der er ægte og åben. Som viser dem det hele menneske. Aldrig fordømmende, selvom det er svært, når det er så stor en del af min tvangsprægede personlighedsstruktur, altid anerkendende, imødekommende, ærlig, respektfuld, ansvarsfuld, fejlbarlig, undskyldende, tilgivende, beskyttende, nærværende og fuld af kærlighed.
Jeg ER en god ægtemand. Jeg er her, gør mit allerbedste for at lytte og anerkende, men samtidig skubbe til og kommunikerer med. Jeg fortæller dagligt, at jeg elsker hende. Jeg er stolt af min kone og respekterer hende meget højt. Hun er min bedste ven og den person i verden, der kender mig allerbedst. Jeg vil gøre alt i min magt, for at hun har det godt. Vi er LIGEVÆRDIGE og LIGESTILLEDE i vores ægteskab. Vi respekterer hinandens forskelligheder og ligheder og lytter til hinandens behov.
…Så hvorfor skulle jeg ikke være god nok? Hvorfor skulle jeg ikke kunne fortælle mig selv, “Du er god nok, som du er!””
Skriv et svar