For mig har det aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle være åben og ærlig omkring mine perioder med depression og angst. Det har aldrig været et spørgsmål om opmærksomhed. Jeg erkender, at det i lange perioder, hvor min ængstelige personlighedsfortyrrelse har været i fuld flor, har handlet om absolut anerkendelse fra min omverden og et overdrevent behov for at føle mig elsket og holdt af, fordi frygten for at blive afvist eller forladt gjorde for ondt. Den værste fjende for en person med angst er vedkommendes egen forestilling om, hvad der sker omkring dem. Så for mig, var det et naturligt valg at åbne op. På den måde føler jeg ikke, at jeg behøver at skjule mig, skamme mig eller lægge en facade på. Det har altid hjulpet mere, end det har gjort skade at åbne op. Jeg har også altid været klar over, at det ikke er alle mennesker, der kan rumme, bryder sig om, acceptere eller forstår den åbenhed. Men er der noget, jeg har lært de sidste mange år i terapi, så er det, at du kun kan styre dig selv og dit eget skib, for du kan ikke kontrollere havet, du sejler i. Din væren i verden er din egen, og hvordan folk forholder sig til det, det er deres sag – det er deres ansvar og valg. Det har ikke så meget med mig at gøre. Derfor vil man komme til at opleve både, at nogle mennesker rykker tættere sammen i bussen, nogen rykker lidt længere væk og at andre simpelthen står af. Den konsekvens af åbenhed, skal man være klar til at tage, men det efterlader til gengæld også en med de bedste mennesker omkring dig, der er parat til at acceptere dig og dine livsvilkår med kærlighed og respekt.
Skriv et svar