Jeg har altid undret mig over, at jeg har haft trangen til så mange undvigelser, når jeg har befærdet mig på ellers velkendte og hjemlige steder de sidste 15 år. Eksempelvis en tur ned af gågaden i Hjørring, hvor jeg kommer fra. Efter jeg flyttede fra byen, har jeg altid haft en meget nervøs færden, når jeg er vendt tilbage. skabt mig en masse strategier for at undgå kontakt; gået over på den anden side af vejen, drejet af tidligere, gemt mig i prøverum, kigget væk eller ned i min telefon osv.
Bange for at støde ind i nogen fra min fortid, folkeskolen, gymnasiet eller andre steder jeg har haft mit liv.
Bange for, om de overhovedet kan huske mig, hvis nu jeg tog kontakt.
Bange for om jeg kan huske dem, hvis nogen tog kontakt.
Bange for at blive afvist, hvis de ikke kan eller direkte ikke har lyst til kontakten.
Bange for at sige noget forkert, eller ikke at finde ud af, hvad jeg skal sige i det hele taget.
Det hele virker egentligt super tåbeligt og har altid overrasket mig, for jeg har haft et dejligt socialt børne- og ungdomsliv i Hjørring. Aldrig været på tværs af nogen eller gjort nogen uret. Men idag forstår jeg mekanismen bag… Jeg ved, at allerede ved opkørslen på motorvejen til Hjørring er mit system begyndt at arbejde, tankerne er begyndt at køre og ængsteligheden har sit tag i mig. Jeg prøver at øve det, jeg prøver at eksponere mig selv for det. Ser jeg en, jeg kender, så overbeviser jeg mig selv om, at det er ok at sige hej og lade samtalen køre derhen den nu engang skal hen. Men tankerne, beredskabet og ængsteligheden er der endnu, nu er jeg bare blevet klogere på, hvorfor.
Skriv et svar